Kategori: Topnyheder Page 1 of 133

Det virker som om, at myndighederne er helt i chock over, at jeg tillader mig at kritisere de sociale myndigheder.

Jeg gør det redeligt, med fair midler, illustrativt.

Men myndighederne er ikke glade for denne kritik.

Det minder meget om den kritik og forsøg på mægling som fr. Lea Wermelin formåede at få imod sig under diskussionen af den grønne omstilling.

Jeg vil gerne lige understrege, præcis som jeg gjorde under diskussionen af den grønne omstilling, at det altså ikke handler om, at skabe ballade, men at vise at der er et problem med vores samfund, og derefter vise, at der er nogle måder at løse disse problemer på.

Problemet er, at socialministeren Pernille Rosenkrantz Theil, ligesom Lea Wermelin, ikke vil lytte, men kører den modsatte vej.

Det skaber de her massive modsætninger imellem medier og politikere.

Når medierne påviser et problem, og politikerne er uenige, så kommer der ballade.

Men det ændrer jo ikke på, at problemet er der.

Jeg har forklaret, hvor problemet kommer fra, og påvist, at løsningen ligger i, at vi tager ansvaret tilbage til familierne, og så skaber nogle solide revisioner af velfærdssamfundet.

I andre dele af folketingets arbejde, er den erkendelse jo også kommet. Vi nedlægger jobcentrene. Men indenfor børnefjernelsessagerne, er det en anden minister som sidder ved roret, og hun vil ikke have noget med mine ideer at gøre.

Det skaber så de her konfrontationer i samfundet, for der er andre politikere som er enig med mig.

Undskyld mig, men det er sådan et demokrati fungerer.

Jeg tvinger ingen til at følge mine ideer, der er nogen som følger mine ideer, og så er der nogen som ikke følger mine ideer.

Når man så går direkte imod mine ideer, hvilket socialministeren gør. Hun vil give MERE magt til socialarbejderne, på trods af, at der er mange eksempler på, at de ikke kan finde ud af at håndtere deres magt. Så skaber det de her konflikter.

Pernille Rosenkrantz Theil er ved at blive en ny Lea Wermelin.

Ok, jeg vil helt ikke skabe alle de her dønninger i samfundet, og det er jo helt ok, hvis folk har andre ideer end jeg har.

Men samtidig er det også helt ok, hvis der er nogen i samfundet, som støtter de ideer jeg har. Det er nu engang sådan samfundet udvikler sig.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Ok, så er vi kommet et skridt videre med forhandlingerne imellem Sverige og Tyrkiet ang. medlemskab for Sverige.

Tyrkiet har, er min fornemmelse, grundlæggende accepteret Lars Løkke som udveksling for Sverige.

Jeg har så trukket udleveringen tilbage, da jeg også forhandler med SLKS.

Som jeg lovet, baseret på den indrømmelse som SLKS allerede har gjort, er at undersøge alternativer.

Alternativet er ret klart; ANDRE indrømmelser.

Hvad kunne det være? Det kunne jo være undskyldninger fra Flemming Rose, eller nogle af Mohammedtegnerne, som stadig lever. Jeg ved ikke, om det er realistisk. Det ville jo kræve, at nogle af dem som var med dengang, vil give den undskyldning. Jeg ved, at Ahmad Akkari jo har sagt undskyld, så måske kunne det gå den anden vej også?

Det skal jeg ikke kunne sige, men det kunne jo være en mulighed.

Jeg syntes, at jeg havde en meget befriende snak med hr. Erik Guldager, hr. Kurt. Vestergaards gallerist, som virker meget forsonende.

Spørgsmålet er, om det er noget som resten af det islamkritiske miljø er med på?

Jeg kunne forestille mig, at vi falder ned i nogle forskellige kategorier. Nogle vil gerne bilægge striden, andre vil fortsætte.

Vi skal nok gøre op med os selv, hvor vi ender.

Anyway. Der er andre som kan give en undskyldning, hvis vi vil.

Så det er hermed en opfordring til dialog, som jeg kommer med her.

Vi har været i konflikt med Islam i over femten år, måske er det på tide, at vi kommer lidt videre.

Det betyder ikke, at vi skal lægge os ned. Vi kan jo sagtens slås igen hvis der opstår nye konflikter. Men at lægge Mohammedkrisen i graven, er nok ikke verdens værste ide.

Så kan vi jo tage nogle andre slåskampe, der er nok af dem.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Det er ret hårdt at se de problemer som udfolder sig i vores samfund. Nu er det endelig kommet op til overfladen, altså de udfordringer vores velfærdssamfund har.

For at forstå dybden i problemerne, så kan det være godt, at zoome lidt ud, og forholde os til, hvad det EGENTLIGE problem er.

Det er hårdt at kigge på, men vi bliver altså nødt til at se tingene i øjnene, hvis vi skal grave os ud af det politisk/filosofiske hul vi har gravet os ned i.

Først og fremmest er problemet, at velfærdssamfundet har overtaget familiens traditionelle rolle som socialt sikkerhedsnet under hver borger i samfundet, og nu har fejlet i at varetage de opgaver som den traditionelle familiestruktur varetog.

Jeg kender det fra Bangladesh, hvor min familie lever i en storfamilie, med mange generationer under et tag. Du er aldrig ensom, og der er altid nogen til at støtte dig, hvis du er i problemer. Det er sygdom og alderdom. Familien er det sociale sikkerhedsnet, alle hjælper hinanden, også ofte med meget smukke ofre overfor hinanden.

I Bangladesh er der aldrig nogen børn som lider, for der er altid en bedstemor til at tage over, eller en tante.

Det er så også et meget ufrit system, hvilket er bagsiden af medaljen. Men det gode er, at man kan klare et helt liv med de op og nedture et liv har.

I Danmark har vi udliciteret disse opgaver til staten. Børnene kommer i institution fra en tidlig alder, når folk bliver gamle, så ryger de på plejehjem, hvis vi kommer i økonomiske problemer, så tager staten ideelt over.

Problemet er, at disse systemer lider under manglende opmærksomhed fra politisk hold, og er langsomt gået til i manglende vedligehold og neglect.

Det betyder, at systemerne virker dårligere og dårligere. Vi er nu nået til et punkt, hvor det er bedre at holde sig fra kommunen end at gå til kommunen, hvis du har problemer. Kommunen løser sjældent dine problemer, tværtimod, de forøger ofte dine problemer.

Det ser vi i børnefjernelsessager, arbejdsløshedsager. Hvad synes du selv om, at komme på plejehjem når du bliver gammel, blive sat i en stol, ble på, og så langsomt sygne hen. Er det en værdig afslutning på livet? Det er det som samfundet har i vente for dig.

Min bedstemor i Bangladesh blev passet på, til sidste dag i hendes liv. Hun sov stille og rolig ind, i armene på sine egne børn, som passede hende.

Hun sov værdigt ind.

Yderligere er udfordringen for samfundet, at systemerne er ved at blive så gennemkorrumperede, så det er direkte ondt det som sker. Hjerteskærende.

Det er et tog som kører direkte imod afgrunden.

Jeg har ligesom gjort opmærksom på dette problem i en del år, og nu virker det som om, at det begynder at gå op for samfundet, hvor forfærdeligt problemerne er. Det er helt nemt, hvis man er i den del af livets fase, hvor man ikke er presset, men så snart man er presset, så er det ikke sjovt.

Løsninger er simpel. Vi skal dels opprioritere vores familier. Skabe mere fleksibilitet omkring mor og far når børnene er små, og vi skal satse på at skabe solide, sunde familier.

Det er vejen. Det betyder ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne, men det betyder at vi helt grundlæggende skal erkende, at staten ikke kan eller vil overtage alle de forpligtelser familien havde i gamle dage.

Nej, der er ikke et seriøst sikkerhedsnet under os mere, det er væk. Prøv lige at forholde dig til det. Der er intet sikkerhedsnet.

Det eneste sikkerhedsnet vi har, er familien. Den institution er snart så ødelagt, at den ikke formår at løfte.

Det er grundproblemet, og det har ingen politisk farvning. Det er bare et problem vi er tvunget til at løse.

Nu har vi en chance, fordi vi kender til problemerne. Men at lade stå til, er ren og skær folkedemokratisk selvmord.

Det kommer til at gå meget, meget, meget galt, hvis vi ikke handler i tide.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Nu har jeg efterhånden været en del inde over vores socialstat, og lad mig sige det på den måde. De retstilstande og den kynisme som findes indenfor dette område giver mindelser om KGB og verdens ondeste organisationer.

Det er så kynisk, vilkårlige fjernelser af børn, handicappede som får det værre af at komme i kommunens kløer, kommuner som prioriterer plejefamiliernes forklaringer end børnenes egne familier.

De skæbner man finder indenfor dette område er hjerteskærende.

Ud over dette, så går det ikke den rette vej. Det går den gale vej. Det bliver værre og værre.

Hvis danskerne vidste, hvor megen korruption og grådighed der er indenfor lægefaget, ville de falde ned af stolen. Det har jeg fra en mine kontakter, som selv er læge. Der bliver stukket piller ud, uden ordentlig visitation og så videre.

Jeg har selv dokumenteret det, gang på gang. Hver gang er reaktionen fra kommunen den samme. Først total overrumpelse over, at nogen tillader sig, at formaste sig til at kritisere deres, synes de selv, fremragende faglige arbejde med termer som er uangribelige. Så angreb på denne synder, som de mener lyver! Ingen erkendelse og respekt for journalistikken.

Termer som mentalisering, som man rask væk bruger som argument for, at danske familier udelukkende må se deres børn i 45 minutter om måneden, hvis de er heldige. Hvis man ikke kigger korrekt på sine børn, så bliver de bare fjernet.

Ingen tør at kritisere disse absurde overgreb, for så risikerer de, at kommunen kommer og snupper deres egne børn.

Det er en undertrykkelse, uden lige i Danmarks historien.

Hele balladen er korrupt, altså ikke bare økonomisk korrupt. Jeg har hørt om læger som ikke arbejder, men bare deler piller ud. Men værre, moralsk korruption. Manglende ansvar.

Der er mange årsager til denne tilstand, men det er horribelt, og jeg er faktisk meget glad for, at ikke bare TV Frihed, som et lille lys i dette dystre mørke, har blæst i sølvhornet, for at vise, hvor stor en lidelse, disse vores allersvageste medborgere udsættes for. Men også andre medier er derude, for at gøre en lille forskel.

Man kan kun holde så længe, før man ender med at gå til krisepsykolog som journalist, tænk på alle disse svage mennesker, for hvem det er hverdag. De har intet overskud, og så behandler vi dem sådan.

Det er under al kritik.

Et system, som lider under, at vi ikke vil erkende, at det altså er sidste udkald, før vi må sige, at patienten er terminal, og det nok er bedre at slå hesten ned, fremfor at lade den leve som halt og skingrende sindssyg af misbrug og smerte.

Det er der vi er, rigtig, rigtig, rigtig mange steder. Heldigvis ikke alle steder, men ufattelig mange steder. Vilkårligheden, kynismen, korruptionen er allestedsnærværende.

Når man som medie så afslører det, så bliver støtten trukket, og embedsmændene kommer deres blodige brødre til undsætning. Så misbruget og undertrykkelsen kan fortsætte. Vi skal intet vide, tingene skal proppes under gulvtæppet, tystnad.

Men, det siger jeg så, som vaskeægte platonisk filosof, formår vi ikke at vende udviklingen. Så kommer den stærke mand og rydder op. Vi er allerede begyndt at kigge os om, efter ham eller hende, som vil rydde op. Tyrannen.

På den måde vil vores demokrati gå fra folkestyre, til tyranni.

Det siger Platon, og det passer, på det samfund, som er ved at gå til i undertrykkelse. Hvornår brænder byen ned, som Sodoma og Gommora?

Det er det spørgsmål vi skal stille os, men vigtigere; er vores folkestyre stadig til at redde eller er det for sent?

G-d og g-derne bevare Danmark.

Hr. Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for det konservative folkeparti, er meget engageret i det danske forsvar.

Som en del af den proces, overhørte jeg en diskussion og Q&A med hr Jarlov her i onsdags.

Det er jo et utrolig interessant område, altså forsvaret og det er utrolig vigtigt, at vi formår at vælge rigtigt i forhold til de massive investeringer, vi skal i gang med. Vi håber, eller det gør jeg i hvert fald, at hr. jacob Ellemann-Jensen kommer tilbage, men uanset, så er det vigtigt, at der bliver sat nogle væsentlige pejlemærker i forhold til vores investeringer.

Vi har allerede købt nogle hundedyre fly ind, og jeg har det lidt sådan, at selvom min far var pilot og jeg har været på praktik FLOS (Flyvevåbnets officersskole), så mener jeg, at vi skal kigge meget skarpt på brugen af droner i forhold til Flyvevåbnet. Brugen af droner er ikke uden farer. Da amerikanerne brugte droner over Afghanistan, så skabte det en stor modvilje imod USA i Pakistan.

Men Ukrainernes brug af droner imod russiske flådefartøjer har været utrolig effektiv.

Der er også rygter om, at droner er brugt i sabotagen af Nord Stream gasledningen imellem Europa og Rusland.

Anyway. Det er vigtigt, at vi er skarpe på den teknologiske udvikling.

Så har der været en del diskussion af hæren. Jeg er sådan set enig, det er lidt trist, at vi har så LILLE en hær. Vi kunne godt bruge nogle flere prof. soldater.

Men der er jo tale om en fødekæde, jo flere værnepligtige, jo bredere er grundlaget for rekruttering af profferne, jo større bliver hjemmeværnet.

Her skal vi også være opmærksomme på den påvirkning der er ved unge mennesker, når de er værnepligtige. Værnepligtige får en solid indføring i disciplin og evnen til at stå op om morgenen. Det lyder måske lidt gammeldags, men disciplin er faktisk en god ting.

Man ser mange unge mennesker, som mangler rygrad, som lærer det på skoleskibe og andre uddannelsesmæssige dele af de tre værn.

Her er der også en væsentlig socialpædagogisk indsats som forsvaret gør, får unge knægte lidt på ret køl igen.

Det skal vi ikke glemme, det er en vigtig del af forsvarets samfundsbetydning.

Med andre ord, vi skal heller ikke glemme, at ud over at forsvaret forsvarer Danmark, så har det faktisk også et væld af ANDRE roller, som kan være gode at huske på, og udvikle i samfundet.

Det behøver ikke kun, at være pilot cowboys. Der er også de unge knægte, som er gode til at skrue på ting, og har brug for et solidt fælleskab.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Det islamkritiske miljø virker ikke ligefrem specielt med på, at søge fred med tyrkerne.

Ok, jeg var lige lidt hård ved Løkke, ved at true med at sende ham ned til tyrkerne. Men det har jeg blødt lidt op på, efter at SLKS har vist tegn på forhandling.

Anyway. For at prøve at se denne konflikt vi har med tyrkerne i et lidt større perspektiv, så er Tyrkiet en del af NATO, og har således vetoret overfor udvidelse af NATO. Den vetoret bruger Tyrkiet så overfor Sverige, efter at Paludan var deroppe og brænde koranen af.

Ok, jeg kan godt se det ideologiske i manifestationen. Men er der ikke et lidt større billede end vores egen kamp?

Jo, der er faktisk det perspektiv, at Amerikanerne har en forsvarsunion de gerne vil have til at fungere. USA er trætte af Tyrkiet, men er det virkelig det danske islamkritiske miljø, som skal tinge Tyrkiet ud af NATO? Har vi det overblik der skal til, strategisk og politisk til at det giver mening, at vi skal tage den beslutning?

Nej, det har vi slet ikke.

Lige nu holder Rasmus Paludan hele NATO gidsel i hans eget spil (som jeg har gjort muligt) bare fordi han kan.

Det er altså bare en magtmanifestation.

For at vinde en krig, så skal man fokusere på det strategiske, flytte brik efter brik.

Det her, er bare endnu et selvmål for den islamkristiske politiske bevægelse. At slide på NATOs tålmodighed, er ikke noget som giver nogen udvikling. Det demonterer bare alt det jeg har arbejdet med igennem de sidste ti år.

Derfor er mit klare råd. Vi bliver nødt til at vælge. Vil vi en blind konflikt, eller vi rent faktisk vinde krigen?

Så, jeg vil gerne lige sige, at jeg siger klart og tydeligt fra overfor flere koranbrændinger. Jeg var med til at ophæve blasfemi paragraffen. Men det var ikke med det formål, at genere vores allierede.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Det ramte åbenbart hovedet på sømmet, da jeg foreslog Lars Løkke i en eller anden rolle i forhold til de forhandlinger som USA har med Tyrkiet.

Her er min videre reflektion og erfaring.

For det første, så handler diplomati om en meget væsentlig ting. Det handler om, at man ser sin modstander, for hvem han eller hun er.

Da jeg arbejdede med at skabe fred med Iran, så var min erfaring at når man kunne se det bedste i sin modstander, så kunne man også anerkende det gode ved ens modstander.

Hertil, så mener jeg, at vi skal holde fast i de danske traditioner for mellemfolkelighed.

Det har altid været det mellemfolkelige, som har skabt de bedste resultater i vores udenrigspolitiske arbejde.

Det er noget jeg har lært af min grandonkel Poul Engberg, tidligere forstander på Snoghøj. Da han ville skabe et godt forhold til Færøerne, der rejste han til Færøerne som repræsentant for det danske folk, og der undskyldte han den dårlige behandling, som Danmark havde gjort overfor Færøerne.

Med andre ord, hvis man repræsenterer folket, så står man med et langt stærkere mandat, end hvis man bare repræsenterer administrationen, eller sig selv.

Tyrkerne er et stolt folkefærd, men det er samtidig et meget komplekst land, som indeholder store interne forskelle, som vi, hvis vi skal indgå i en diplomatisk bevægelse, skal forsøge at forstå.

For det første, så er der en stærk modsætning imellem de muslimske borger og de kristne borgere.

Der er stadig en stærk kristen tilstedeværelse i Tyrkiet, repræsenterer af hans ærværdighed Bartholomæus d. 1 af Konstantinopel.

Hvis vi ikke ser, at Bartholomæus er en del af spillet imellem kristne og muslimer, så risikerer vi, at udsætte de kristne mindretal for fare. Derfor er det meget vigtigt, at vi OGSÅ anerkender Bartholomæus.

Herudover er Tyrkiet i en meget kontant krig med de kurdiske mindretal. Et folk uden land, som har støttet vesten ret kontant, så dem kan vi heller ikke bare smide under bussen, men er tvunget til at tage med i vores overvejelser, hvis vi skal gå ind i en diplomatisk diskussion med tyrkerne om en evt. undskyldning for Mohammedkrisen.

Vi skal sætte, som forudsætning for en undskyldning, at det ikke går ud over hverken kurdere eller kristne.

Det er utrolig vigtigt, og viser at vi forstår de interne spændinger i Tyrkiet.

Min erfaring med DIIS, vores strategiske tænketank er, at de fatter brille, så dem kan vi ikke bruge til noget.

Men, jeg har jo arbejdet med fred i Mellemøsten i femten år, så jeg er dels kendt dernede, og samtidig meget respekteret.

Mellemøsten er ekstremt kompleks, og normalt fatter danskerne ikke et kvæk af hvad der sker dernede. Så, vi skal være varsomme.

Det er yderligere min erfaring, at man skal respektere de demokratiske processer i de lande man forhandler med og om. Hvis der er valg, så skal vi holde os ude af processen af det, og så forhandle, når der ikke er valg.

Det er unfair at presse en anden magt under et valg.

Så, mit forslag er, tag en diplomatisk føler med tyrkerne fra den danske ambassade, og hør, om de har lyst til at snakke. Så kan vi tage den derfra, og forsøge at finde en løsning.

Det ville være fair, og det ville give os lidt flere point hos Amerikanerne.

Jeg kan ikke sige, om Løkke vil. Det må han gøre op med sig selv.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Så er slåskampen med Aalborg overstået. Borgmesteren er gået af, og jeg har, såvidt jeg kan gennemskue, ikke flere fjender i byrådet.

Sådan en kamp er der, på ingen måde, noget smukt eller gloriøst over at vinde. Konsekvensen er, at borgmesteren går helt ned med flaget. Ingen kone, Intet job. Fra magtens højeste tinde, til et liv på bunden.

Det er ikke nogen sejr. For mig, er det et stort, stort nederlag, at jeg er endt i en situation, hvor en kamp har kostet så meget for et andet menneske. Det er ikke en sejr, jeg er stolt af. Tværtimod gør det mig virkelig ondt. Måske er det det som karakteriserer et rigtig menneske, at man også kan have medfølelse med sine fjender?

Sådan er det, jeg valgte ikke selv kampen, jeg har faktisk endnu ikke fattet, hvad det gik ud på. Jeg mener, jeg har aldrig haft nogle negative ambitioner med Aalborg. Tværtimod var min ambition, at skabe fremdrift for Aalborg og støtte Aalborg.

Sådan er verden indimellem så underlig.

Det gode er, at det virker som om, at Aalborgenserne generelt, har mistet appetitten på slåskamp. Det synes jeg er godt. Så kan de måske bruge tiden på noget mere fornuftigt, end at slås med internationale, platoniske filosoffer. Det er usundt, kan man sige. Og også pænt meningsløst.

Havde borgmesteren villet det omvendt, så var Aalborg i dag en by hele verden havde set med misundelige øjne på. En by med power to x, ledende i den grønne omstilling, med et misundelsesværdigt social system, osv.

Så, det.

Men nu håber jeg, at vi kan komme videre.

Jeg kommer stadig til at lave en masse social kritiske programmer, som hjælper samfundets svageste. Så det fortsætter jeg med. Det er selvfølgelig hårdt, at skulle blive kendt for alle de negative historier. Men det skaber et udgangspunkt, for at styrke den sociale sektor. Gøre noget for samfundets svageste.

Nu skal jeg så måske i slåskamp med folketinget i stedet for. Det skal nok blive hård kamp også.

Nok mest for folketinget.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Der er sket noget rimelig interessant mht. Lars Løkke, og min lidt wacky ide med at sende ham ned til tyrkerne, for at betale af på Mohammedkrisen.

Jeg synes selv, at det måske var lidt langt ude, men det vilde er, det ser faktisk ud til, at det internationale samfund faktisk synes rimelig godt om ideen. Amerikanerne virker sådan støttende synes jeg. Tyrkerne har også slappet lidt af, og der er ikke nogen, som helt åbent er gået imod ideen. Den eneste som har været imod ideen er faktisk mig selv.

Sagen er, at sådan nogle ideer jo får deres eget liv, og så bliver en del af forhandlingerne.

Hvis jeg var Løkke, og ville undgå at ryge i et tyrkisk fængsel, så tror jeg nok, at jeg ville se at blive gode venner med mig igen.

Men altså, det er ok. Hvis regeringen hellere vil af med Løkke, ved at sende ham i et tyrkisk fængsel. Fint nok, så er det også en mulighed.

Hvis det løser et problem for amerikanerne, så er de helt ok med mig at smide Løkke under bussen. Han har ikke gjort andet end at genere mig, i deres øjne, og jeg er en af amerikanernes stærkeste strategiske kort, så det er en pris de er mere end villige til at betale, er min feeling.

Så, nu lever ideen lidt af sig selv, IKKE at gøre noget, er faktisk det samme som at acceptere projektet. Det her med at forhale og sylte, er ikke måden man arbejder i forhold til international politik. Der forhandler man frem og tilbage.

Anyway, nu er Løkke så blevet en brik i spillet. Jeg havde egentlig bestemt mig for ikke at gøre det, men ideen er så vel taget imod, så ideen har fået sit eget liv.

Så, nu må vi se, om Løkke ender i et fængsel i Ankara eller hvad.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Ok, nu er jeg endelig nået til en konklusion.

Da jeg startede min bestalling som Danmarks filosof, der lavede jeg en samtalebog med flere af samfundets spidser. En af dem var hr. Christian Nissen, den sidste store boss for DR.

Christian er, ud over at være en ualmindelig hård nyser, en højskolemand om en hals. Så, han ville og gjorde jo godt for DR.

Jeg var lidt af en skriftestol for Christian. Christian havde fyret en lang række medarbejdere, som virkelig bare var det man kaldte “dead wood”, altså dybt inkompetente medarbejdere, som bare ikke leverede noget af mening.

Der stod række på række af OB vogne i stald, som aldrig kom ud og køre.

Christian var i tvivl, og det som var imod var den her sædvanlige “sødsuppe”, altså at vi altid ligesom synes at det er synd for nogen. Derfor vil vi alligevel ikke myrde dem helt, for de er jo alligevel også en del af den danske stamme. Eller hvad det er, vi tænker.

Det slog mig dengang, at det var i virkeligheden Christians dilemma. På den ene side den hårde hund overfor DR, på den anden side, jo også det fine menneske som Christian også er. Han er høskolebarn.

Nu har jeg været pænt hård overfor DR, lad mig sige det på den måde. Jeg var egenligt enig i hans skudsmål, man bliver nødt til at give DR med grovfilen, hvis DR skal udvikle sig.

Det har også skabt en del udvikling. Det er så det vi også diskuterer i dag, er DR ved at komme i uføre igen osv.

Det samme kan man sige om Løkke. Jeg har fyret ham en gang, og så har jeg så muligheden for at fyre ham en gang til.

Manden har gået igennem ild og vand, for at få lov til at lave det han nu engang elsker og er god til; at spille det politiske spil.

Skal jeg save stolen under ham igen, eller skal jeg give ham en chance, og udvise højskole menneskelighed?

Jeg må sige, at jeg er endt et sted, som mange vil synes er svagt og ikke kraftfuldt nok overfor et system som er så langt fra de højskolerødder, som det næsten kan være.

Jeg giver Løkke den chance han har kæmpet for.

Så kan vi sige, at så kan Løkke jo give mig en chance en anden gang.

Det betyder ikke, at jeg vil stoppe med at oplyse samfundet.

Det skal bare ikke være med udgangspunkt i en kamp imellem mig og Løkke, men med udgangspunkt i beskyttelsen af de svage.

Så handler det netop ikke om mig, men at skabe udvikling for andre. Racheller, Scotter og Hanner.

Det er måske ikke så revolutionært og dramatisk, men er det i grunden ikke meget dansk?

Et land som ikke skaber revolutioner, men lever med, at vi har en dronning, som egentlig er lidt af en anakronisme, men som vi elsker for hendes gode væsen.

Vi er ikke et revolutionært land, og det er for meget, at myrde løs på hinanden.

Det skal siges, at jeg KUNNE sagtens have myrdet Løkkes karriere, men jeg lader være, af menneskelige årsager. Måske kan Løkke bruger denne medmenneskelige håndsrækning, til at forstå, at Venstre altså er mere end New public management og styring af staten. Det er også det motto som Grundtvig havde, som var; Mennesket Først!

Så, det er det.

Jeg kunne sprænge hele samfundet i småstykker, men jeg vælger at lade min menneskelighed være det som styrer min handlinger.

Måske kan denne indstilling og handlemåde være et eksempel for andre, ingen nævnt ingen glemt.

G-d og g-derne bevare Danmark.