Jeg har filosoferet utrolig meget over kærlighedens væsen. Det betyder ikke, at jeg har det endelige svar, for hvem har det?

Men jeg mener, at jeg har nogle væsentlige reflektioner over området.

Her kommer nogle af dem. Dedikeret til Jørgen Riel, den just afdøde danske forfatter, som desværre ikke fik helt den anerkendelse han havde fortjent.

Men lad os kigge på det.

Riel var, tror jeg, meget inspirerer af Knut Hamsun, og Hamsuns romantik.

Hamsuns “Victoria” er, efter min mening, den smukkeste romantiske historie, som er skrevet i Norden.

Den fortæller om den melankolik, som vi har omkring kærlighed heroppe. Hvordan vi søger og søger, og tit kommer tæt på, for derefter, at brænde op, i et sidste glimt. For at fejre det vi troede, men så ikke, og hvis nu. Den lille pige med svovlstikkerne, er, efter min mening, inspirationen til Hamsuns Victoria, også her en historie om den ulykkelige kærlighed.

Vi har et eller andet, med det med ulykkelig kærlighed. Kierkegaard og hans Regine er også her et eksempel.

Indimellem er det som om, at vi bevidst sætter tingene op, så vi kan rende rundt, og være kede af det, så at det giver os inspiration til poesien.

Men er der en dybere forståelse vi kan vride ud af filosofien, for at forstå, dette flygtige?

Aristoteles skriver ikke om kærlighed ligesom Platon gør. Aristoteles var mere nede på jorden, kan man sige.

Men han har en del idealer omkring venskab, som jeg mener, kan give os et Aristotelisk perspektiv på det med sammenhæng imellem to mennesker.

Aristoteles siger, at venskaber er på tre niveauer. Først har vi venskaber for at have det sjovt. Tage til fest, og hygge os. Det er de mest almindelige venskaber. Sådan skal det vel også være i kærlighed. At man rent faktisk hygger sig sammen.

Det næste niveau af venskaber er det praktiske, altså at man kan bruge hinanden til noget. I venskaber bruger vi hinanden til at støtte os op af hinanden. Jeg er i problemer, du kan måske give mig en hånd osv. Men også i forhold til kærlighedsforholdet er der en praktisk dimension. Ofte en meget praktisk dimension. Vi hjælper hinanden i familien. Tager forskellige opgaver. Indimellem leder vi efter nogen, som komplementerer os. Jeg er for eksempel ikke specielt god til det med økonomi, så jeg har det bedst med at finde en som er bedre til pengesager end jeg er osv.

Men det væsentligste niveau, i følge Aristoteles, er det etiske niveau. Indimellem har man venskaber, som knyttes sammen, fordi man har nogle fælles værdier. Noget man kæmper for sammen. En mission.

Disse venskaber er de mest sjældne, dels fordi de fleste mennesker jo er ret egennyttige, dels fordi idealismen tit er omkostningsfuld.

Men det er korrekt, de venskaber som knytter sig til moral er de stærkeste. Det samme kan man sige om kærlighedsforhold, som baserer sig på etik. Man siger, dem som beder sammen, de bliver sammen.

Det skal forstås på den måde, at dem som har en spirituel mission med livet, som vil noget godt med verden, jo finder en som har den samme mission. I den mission, sammen, finder man ofte et dybere mening med forholdet.

Men min erfaring er, at der er et niveau, som går dybere endnu.

Grundlæggende har vi kvaliteter. Nogle er gode til at bygge, andre, sådan en som mig og Jørgen Riel, er gode til at skrive bøger.

Ens grundlæggende kvalitet er noget som giver ens personlighed dybde og gør en spændende at være sammen med.

Det er her, at vi ofte går galt i byen i forhold til kærligheden. Kærligheden er et brutalt spil med vores sjæl som indsats. Vi bruger utrolig megen tid på at forestille os, at vi er den ene eller den anden. Vi sminker os, for at gøre os selv mere attraktive.

Hvad nu hvis vi går den anden vej? Søger indad, for at finde vores EGEN bedste kvalitet, og finde en, som spejler den kvalitet?

Kan du se hvor jeg vej hen?

Find ud af, hvad der er det bedste ved dig, og find så en, som har den samme kvalitet. Så har du en potentiel soulmate. For så man mødes det smukkeste i en selv.

Hvil i fred kære Jørgen Riel.

G-d og g-derne bevare Danmark.