Nu er min gode veninde Firoozeh Bazrafkan ude med en opfordring til at støtte kunstnere som kritiserer Islam.

Jeg har selv stået for en del af det for en del år siden, efterhånden.

Men, for at gøre klart, hvad min holdning er, ud fra et rent estetisk perspektiv, så er min holdning, at kunst skal bevæge samfundet, ved at være både skøn og sand omkring emner som har brug for denne oplysning.

Formålet for mig har aldrig været, at provokere, men at vise, at der er et problem et eller andet sted i samfundet.

Nu hvor jeg har oplyst samfundet i de hjørner som har med de svageste i samfundet at gøre, så er det også her med det formål, at oplyse dette hjørne, så at vi kan få mere humane tilstande også her.

Denne humanistiske indstilling er ikke ude på at skade nogen, den er tværtimod ude på at beskytte nogen.

I tilfældet islam har mit mål været at forsøge at skabe en solid beskyttelse over kvinder og bøsser.

Specielt bøsser har jeg været meget bekymret for. Man kan se, hvordan bøsser hænges fra lygtepælene i nogle muslimske lande.

Det mener jeg er meget imod denne minoritets rettigheder og evne til at leve.

Men også kvinder er stærkt undertrykte indenfor islam.

Hvis man som kunstner forsøger at italesætte dette, så er det ikke for at skabe endnu en Mohammedkrise, men for at, ærligt og humant, at pege på nogle områder indenfor islam, som ingen for alvor støtter.

Man vil blive overrasket over, hvor mange indenfor den muslimske verden, som tager stærk afstand fra Islamisk stat, som netop var meget optaget af nogle direkte kriminelle måder at opføre sig på.

Samtidig har jeg det faktisk også sådan, at jeg jo selv er stærkt religiøs, så jeg har fuld respekt for islam som en spirituel vej.

Det er de inhumane dele af islam jeg er imod.

Så er det sagt, og hermed min uforbeholdne støtte til Firoozeh, som jo netop symboliserer alt det. Kvinders ret til at bestemme over sig selv, den frie og stærke mening.

Det skal der være plads til, også her i Vesten.

G-d og g-derne bevare Danmark.