Hr. Pelle Dragsted, siddende ordfører for kommunisterne, har nogle spændende og synes jeg, afbalancerede holdninger til Israel/Palestina konflikten.

Pelle forsøger virkelig at se tingene fra to perspektiver, og han forsøger at holde fast i den smukke danske tradition for samtale og dialog.

Jeg er FULDSTÆNDIG enig. I USA for tiden, har de her ekstremt hårde politiske opgør. Trump skal måske i fængsel, og der er bare gang i den.

Det har vi været forskånet for her i Danmark, eller der er altså tendenser i den retning. Den hårde medfart jeg havde her i foråret, det havde en tendens af anti Trump.

Da jeg stod midt i det, så tænkte jeg, jeg kunne bananas, som Trump, eller jeg kunne lade være. Hvis jeg lod være, så ville jeg nok miste min TV station. Men hvis jeg gik bananas, så ville konflikterne bare fortsætte. Jeg ville måske beholde min tv station, men grøfterne ville være gravet dybere.

Det er jo det der sker, vi slås, og en skal jo ligesom være den voksne i situationen, og undgå at eskalere konflikten.

Så det gjorde jeg så, lod være med, at gå amok, og mistede min tv station, som jeg virkelig havde blødt for. Jeg elskede den tv station.

Men, i dag har jeg sådan set et fint forhold til kulturministeriet. Vi er ikke uvenner, selv Lars Løkke, som jo var bag noget af det, er jeg ikke blevet mere uvenner med. Tværtimod, begynder manden jo at støtte Israel og hvad ved jeg.

Sådan er livet, vi kan slås, bare for at gøre det, eller vi kan gå fredens vej.

Jeg har valgt fredens vej, og den bliver jeg på. Dialogen, og samtalen.

Med andre ord, det er jo et valg vi tager, hver især, om vi vil lade os rive med af stemningen, eller vi vil forsøge at holde fast i, at vi skal nå hinanden.

Det er noget af det sværeste i et demokrati, men det er forudsætningen for, at demokratiet overlever og trives. At vi formår at holde os på den smalle samtale sti.

G-d og g-derne bevare Danmark.