Jeg forsøger, for tiden, at finde ud af, hvad i alverden den her bøvlede kærlighed egentlig handler om.

Det er som om, at vi har bygget en verden op omkring nogle meget usunde værdier.

Al den her Meetoo, som, på trods af, at det var nødvendigt i nogle områder, har skabt en meget stor skepsis overfor hinanden.

Romantikken, som jo er det de fleste af os i virkeligheden vil, er svær at få op og stå, når vi hele tiden skal forholde os til, hvorvidt vi er krænkere eller bliver krænket.

Der er mange klamme mænd, det vil jeg gerne indrømme. Specielt i områder som tiltrækker klamme mænd. Steder hvor der er hurtige biler, og hurtige damer. Sådan er verden nu engang.

Derfor tror jeg, at det er virkelig vigtigt, at vi formår at se hinanden ud fra et ægte og mere stille og roligt perspektiv.

Som noget rimelig unikt, så ser jeg Danmark fra Jylland, som Københavner. Så jeg kan se begge dele.

Det som er stærkt herovre i Jylland, i forhold til kærligheden, er foreningslivet, sportslivet.

Det danner nogle sunde og hyggelige rammer omkring de unge mennsker. Steder hvor de kan møde hinanden uden at det skal ske, imens de drikker sig i hegnet.

De højskole traditioner, som jo ligger under foreningeslivet, er netop frihed til fælleskab, og glæde i hverdagen. En sund sjæl i et sund legeme, for at citerer min tipoldefar Ernst Trier.

Forsåvidt, så tror jeg, at det måske var noget, som en ligestillingsminister kunne arbejde lidt videre med.

At skabe de rette rammer for at vi kan mødes, på sunde og lige vilkår i glæde og sang.

Det var Marie Bjerres mission. At skabe nogle sunde rammer omkring os. Frihed til fælleskab, et sted hvor vi kan mødes som ligemænd og kvinder. I en sund relation.

Det ærgerligt at fr. Bjerre måtte trække stikket, men mon ikke, så stærk en minister vandet tilbage.

Tak for kampen Marie, og på gensyn.

G-d og g-derne bevare Danmark.