Politik

Mottoer

– Man bør aldrig løse et problem med kontrol, hvis det kan løses med oplysning

– For frihed og kærlighed, imod had og tyranni

– Det er bedre at dø fri, end at leve som en slave

Filosofi

Malet med den smukkeste skrift over indgangen på gymnastiksalen på Vallekilde Højskole står følgende ord; Dag og dåd er kæmperim. Hermed forsøgte forstander Ernst Trier at føre Grundtvigs ideer ud i livet. Det danske folk skulle synge, de skulle vokse i både krop og sjæl. Alle de danske traditioner skulle inkorporeres i det højskolemæssige; asatroen, det kristelige, oplysningstanken, frihedstanken, poesien, filosofien. Og som noget unikt var Vallekilde Højskole en skole hvor den hebraiske tro og den danske voksede sammen. Ernst Trier var jøde.

Sidenhen har Danmark og det danske folk vundet meget, men er nu undertrykt af de internationale organisationer som reelt styrer Danmark; EU, FN, Menneskerettighedsdomstolen. Hvis denne undertrykkelse udelukkende havde været økonomisk, havde det endda gået, men undertrykkelsen virker i samarbejde med Islam. Islam er rambukken for den nye verdensorden. Den nedbryder de lokale samfund til fordel for det globale.

Vi er heldige at have Grundtvig at falde tilbage på. For Grundtvig samlede det danske i en smuk tankerække. En tankerække som ikke var på Grundtvigs præmisser, men på folkets præmisser. Han skrev til os, og vi var hans hjertebørn. Et nødvendigt opgør med den internationale dagsorden må derfor falde tilbage på Grundtvig og hans forestilling om det danske. På denne side er fortolkningen af det danske specifikt den fortolkning som blev udviklet på Vallekilde højskole. Her er der stor fokus på det filosofiske, det platoniske. Denne traditioner bygger vi videre på.

Hvorfor?

For at styrke den poetiske livsoplysning.

Formål

Alt liv stræber efter kærlighed. Planterne, bierne, blomsterne og menneske danser i en evig dans omkring dette inderste mirakel.

Derfor må også menneskehedens stræben gå imod at skabe et samfund hvor kærligheden blomstrer. Man skal passe på med at være egoistisk. Kærligheden er ikke kun noget mennesket oplever, alt liv oplever kærligheden. Derfor skal det menneskelige samfund indrettes således at kærligheden i alle livets afskygninger får plads. Mennesket bærer en smule af Gud i sig, idet kun mennesket hersker over naturen. Hvis mennesket bestemmer sig for at bryde alt ned, vil alt blive brudt ned. Hvis mennesket derimod vælger at bygge op, og skabe rammer for livet, så sker det.

Det er målet; at skabe samfundsmæssige rammer, således at alt liv blomstrer og har det godt. Denne blomstring måles i skønhed og kærlighed. Hvis katten hygger sig, hvis solsorten får lov til at fløjte ubesværet, hvis børnene lever i tryghed og fred så er mit formål opfyldt.

Hermed er alle samfundets byggesten kun midler til at nå målet som er kærlighed for alt liv.

Men det er ikke let at skabe rammer for denne udvikling. Det kræver en stor viden om menneskehedens organisationsformer, og det kræver et kompromisløs forsvar for den fælles organisationsstruktur, som er den bedste for mennesket; demokratiet + retsstat.

Herunder finder du de tanker jeg har gjort mig. Politik du kan være med til at deltage i. Eller også stemme frem i verden.
Men altid er det vigtigt at huske på at midler er ikke mål. Demokrati, socialstat, retsstat, frihed, retfærdighed, solidaritet er alle midler. Midler til at nå til kærligheden.

Islam

Vi lever i en verden hvor Islam fylder meget. Årsagen er svær at gennemskue, og der er ikke en enkelt årsag der er fyldestgørende. Men lad os prøve at analysere lidt på problemet. I følge Platon er demokratiets skyggeside moralsk korruption. Hvis ikke demokratiet holdes i ave af en stærk retsstat vil det korrumpere. Vi ser det desværre i vores verden i dag. Politikerne lyver, medierne censurerer, seksualmoralen er i forfald; friheden er blevet for meget. Derfor er det vigtigt, at hele samfundet hanker op i sig selv, og begynder at tage ansvar. Staten skal tage ansvar for sine borgere, familierne skal tage ansvar for hinanden, vennerne skal bakke hinanden op. Problemet i forhold til Islam er, i det platoniske lys, at vi har ladet muslimerne få frit spil uden at sætte grænser. Muslimerne er ligesom alle mulige andre mennesker, de søger grænser. Når samfundet ikke kan finde ud af at sætte grænser, bliver de ved med at presse på for at finde grænserne. Først når samfundet sætter grænser vil udvidelsen af muslimernes dominans i forskellige dele af samfundet blive tacklet.

Yderligere er muslimerne belastet med et ideologisk arvegods som stammer fra en tid hvor vold, voldtægt, røveri og slaveri var normen. Disse praksisser er grundfæstet i koranen og mange af de skrifter der knytter sig til Islam. Hermed vil muslimerne altid være til fare for samfundet. For når der sker en “renæssance” indenfor Islam vil muslimerne falde tilbage på de originale praksisser som Islam foreskriver; hellig krig, vold imod mindretal, kvindeundertrykkelse, kalifat, bøssehad og meget andet. Det er ikke muligt at rumme i en moderne, tolerant stat og må derfor bekæmpes. Målet; kærlighed kan ikke være, i en verden hvor koranen bestemmer.

Yderligere er Islam et problem for den sekulære stat. Der er i Islam ikke et klart skel imellem stat og kirke, eller stat og moske. I kristendommen er der belæg for adskillelsen imellem religion og stat, idet Jesus siger at giv kongen hvad er hans. I Islam var kongen Mohammed.

En renæssance bevægelse indenfor Islam, som vi ser i store dele af den muslimske verden, er derfor sekulariseringens fjende. Den sekulære stat skal derfor kompromisløst bekæmpe sharia, kalifat og den iranske muslimske republik.

Hvordan bekæmpes Islam?

Kærlighedens største fjende er kaos og had. Kærligheden fungerer kun hvis der er orden og fred. Islam er, langt hen af vejen, en systematisering af hadet. I koranen kan man læse hvordan hedningene slås ihjel, hvordan kvinder slavebindes, hvordan verden vindes i en kompromisløs og hadefuld metode. Derfor er kærlighedens forsvarere forpligtet til at angribe Islam og fjerne den hvor den vinder frem.
Våbnene i kærlighedskrigerens arsenal er mange. Først og fremmest er pennen og talen stærkere end sværdet. Hermed er det skrevne sprog; debatindlæg, blogs, taler, demonstrationer valpladser for den moderne kærlighedskriger.
Grundtvig talte om Folkeoplysning. Lige præcis dette redskab er det bedste til at bekæmpe Islam. Folkeoplysningstanken er i sin essens at give sandhed og viden til folket. I praksis betyder dette en uafbøjelig loyalitet imod den sande talte og skrevne ord. Ingen politisk korrekthed skal knække kærlighedens kriger. Ingen skal tvinge ham eller hende til at se bort fra de uhyggelige ting der sker i Islams navn. Altid, hele tiden og uden stop vil vi oplyse dette hadefulde monster.

I praksis er oplysning dog ikke tilstrækkelig til at stoppe Islam. Der skal stærkere midler til. Det mest konkrete middel til reducering af muslimer i Danmark, er repatriering. Denne praksis skal i gang med det samme, og forceres på den siddende regering. I praksis er det svært, idet den siddende regering ikke vil repatriere. Men med tilstrækkelig ildhu vil det være muligt. Kombineret med repatrieringsplanen skal planlægges en større kontrol af grænserne, således at de repatrierede ikke kan komme ind igen.

Retsstat

I hvert et bryst er en tårnhøj mur, som selv det mest korrumperende og manipulerende ikke kan overstige. Denne mur er et ægte menneskes adelsmærke. Koblet sammen med andre mure, i andre borgeres bryst, er det en forsvarsmur af uovervindelig styrke. Denne mur er loven, og lovens fundament er retfærdighed.

I en korrumperet verden hvor skellet imellem borgere og udlændinge for længst er udvisket, der er lovens forsvarere marginaliserede helte på slidte heste. Fattige, udhungrede, og bespottede står de, som det sidste forsvar for retsstatens ide. Det er når disse slidte helte falder, at hele fundamentet falder under staten. Den korrumperede stat har længe kastet alle ressourcer ind på at ødelægge sit eget fundament, godt hjulpet af sleske og løgnagtige intellektuelle. Men stadig står vi her med vores brugte våben, hver dag sliber vi dem for at tage en runde til i ringen imod ondskaben og løgnen.

Fundamentet vi kæmper for er selve ideen i naturen. Platon kalder retfærdighed for sundhed, ideen er, at det gode i naturen er det sunde. Men vi ved at det er mere end som så, for det vi kæmper for er det som giver sundheden, og det er kærligheden. Uden kærlighed ingen sundhed. På den måde er den retfærdige gerning den kærlige gerning. Og det er når hadet, egoismen og løgnen fylder i samfundet at kærlighedens krigere slår til med pennen og talens magt. Og indenfor retsstatens rammer slår dommerstanden og politiet også til med de magtmidler de har. Men altid skal man huske, at det endelige mål med retsstaten ikke er at bekæmpe ondskaben, det er at forøge kærligheden.

For det er den mur vi skaber, os retfærdige og kærlighedens krigere, muren der værner kærligheden.

Demokrati

Det er sent på eftermiddagen, solen står højt på himlen, vandet klukker i en stille rislen langs bådens side. Forrest i vikingesnekken står en hård, brutal kriger, han kniber øjnene sammen, og bevæger langsomt hånden hen over øjnene. Pludselig råber han; land i sigte! En knivskarp, tynd landemasse øjnes i det fjerne. De hårdt slidte vikinger, vælter over imod ham for at se med, høje råb høres, endelig er fundet land, endelig frihed. Vikingerne fandt til Island, her oprettede de Fristaten. Kernen i denne statsform var et udbredt demokrati. Systemet virkede ved at de frie mænd mødtes på tinge en gang om året, valgte konge, og tvister blev udredt ved råd. Dette direkte demokrati er en tradition vi i Danmark også er knyttet til, vi har også mødtes på Alting og valgt konger. Det smukke ved dettes system er en udbredt frihed for den enkelte, ingen herremand, intet EU, ingen katolsk kirke styrer over den enkelte. Alle er frie.

Ved Altinget var en sten, denne sten blev kaldt lovstenen. Når noget skulle aftales, kunne man sværge ved lovstenen. Gjorde man dette, var det lovede helligt. Hermed blev loven et indre personligt anliggende, og ikke noget eksternt som det er i dag. Den indre lovmur af retfærdighed som den græske filosof Heraklit snakker om, blev skabt ved det personlige engagement i loven. Systemet var stabilt og ukorrupt.

Balancen imellem frihed og ansvar var perfekt.

Det virkede, og det skal vi tilbage til, i en ny form, hvor de nye medier tages i brug; netværksmedier som blogs, Facebook og så videre. Der er ingen grund til at politikerne styrer det hele længere. De er alligevel korrupte, derfor er det bedre at det er folket der bestemmer over landet. Det er nemt at få til at fungere, det er bare et spørgsmål om vilje, og organisation.

Socialstat

For 2500 år siden mødtes de krigsvante spartanere i messen. Her blev alle rådslagninger ført, og messen fungerede som et alternativ til familien. Denne grundide har to nedslagspunkter i den moderne danske stat; i marxismen og i den danske højskole. I marxismen er den spartanske messe blevet til et internationalt system. Staten i de enkelte lande fungerer som messer i den forstand at de administrerer samfundets ressourcer. Staten trækker ressourcerne ind, og giver så ressourcerne tilbage i form af sociale ydelser. I Højskolen mødes alle eleverne sammen med lærerne i spisesalen. Denne ide har Grundtvig fra Oxford som også er inspireret af Sparta. Forskellen imellem de to systemer ligger i gennemførelsen og fokuset. I den marxistiske ide bruges også ophævelsen af ejerskabet og statens eje af familien. I højskolen fokuseres der på de personlige forhold imellem mennesker.

Der skal være mere højskole end marxisme i den danske socialstat.

I praksis betyder det, at staten skal væk fra at styre familien og det nære. Familierne skal tilbage i funktion. Således skal det, via fradrag være muligt at være familie igen. Får en familie et barn, skal fradraget i lønnen for barnet tilsvare det staten bruger på at financiere en vuggestueplads eller børnehaveplads. Hvis en familie hellere selv vil passe på sine gamle forældre, skal der falde et tilsvarende fradrag.

Større opgaver som militær, hospitaler, politi, retsvæsen og uddannelse skal staten financiere.

For at undgå, at statens institutioner forfalder til korruption skal de overvåges af uafhængige, folkevalgte dommerråd, moderne ephorer (en spartansk institution).

Videnskab

Videnskaben er en tradition for erkendelse, som har rødder tilbage i det klassiske Egypten og Mesopotamien. De fleste horisont for forståelse af videnskab rækker måske til marxismen, men bag ved marxismen ligger Sparta og bag ved Sparta ligger Egypten. Hellas var kun et samlingspunkt for de traditioner der var opstået i udkanten af middelhavet.

Centralt for forståelsen af videnskab er kosmologi. Ideelt set er forståelsen af verden et syn der indeholder alle videnskabsgrene; metafysik, fysik, politologi, idræt, psykologi, sprogvidenskab, biologi. Det er dog sjældent at alle disse videnskabsgrene mødes i et punkt i dag. Ja, reelt skal man tilbage til Platon for at finde en reel kosmologisk forståelse. Eller rettere man skal tilbage til Anaxagoras, for han er den sidste filosof som samler alle videnskabgrene i et system han selv har fundet på. Platon var meget kopierende.

Forfaldet i den videnskabelige verden er i dag helt forfærdelig. Grundmissionen; at søge sandheden og lyset er kun aktiv meget få steder i den akademiske verden. I dag er videnskab i praksis en lettere korrumperet syssel. Ofte danser akademikerne efter politikernes eller erhvervsfolkenes pibe, og leverer de resultater de får besked på. Loyaliteten overfor videnskabens grundkald; sandhedsøgen, er for længst glemt.

Dette skal der laves om på. Ephorerne skal ikke bare holde styr på hospitaler, politi og militær, de skal holde et klart sandhedslys på de videnskabelige institutioner. Så snart det akademiske liv korrumperes, skal der kritiseres, og den universitære verden skal rette ind. Oplysningen skal aldrig falme.

Metodisk set skal der også rettes op. De gældende metodiske redskaber; problemformulering, er ikke præcise nok i sin funktion. Vi skal genoprette det metodiske, således at der igen arbejdes med hypoteser.

Spiritualitet

Når to mennesker mødes og kærligheden er imellem dem, så er der spiritualitet. Spiritualitet, eller Gud, er kærlighed. Derfor er samfundets sammenhængskraft en forudsætning for at Gud kan findes. Hvis folk er utrygge, eller hader, så er Gud ikke til stede. Derfor er de der kæmper for at Gud fungerer i verden også dem som kæmper for fællesskabet, for uden fællesskab, ingen kærlighed, og dermed ingen Gud.

Gud er, i et humanistisk/fysisk perspektiv, det som vibrerer med en fart så at vi ikke kan forstå det. Det er energi på et meget hurtigt plan. Denne energi har vi som mennesker, en mulighed for at tilgå. Vi kan tilgå den i meditation, men først når vi kigger øjnene på mennesker vi holder af, har vi den reele tilgang til Gud.

Vejen til Gud kan være mange, man kan finde det som kristen, jøde, buddhist, ja selv Islam kan give adgang til Gud. Men kun de religioner eller trossamfund som giver lighed kan reelt give adgang til kærligheden med et andet menneske. For kærlighed fordrer lighed.

EU

Menneskelige organisationer fungerer kun når de er transperente og gennemlyste. Hvis der fuskes med tallene, hvis magten ikke er klart udtrykt, så korrumperer samfundet. Det ligger til den menneskelige natur at tænke på sig selv, kun når det dyriske holdes i ave af den spirituelle oplysning fungerer samfundet.

De velfungerende samfund; det fønikiske, det Egyptiske, Fristaten, Sparta var alle samfund hvor magten og den tilgængelige viden var åbenbar.

Dette ideal er Den Europæiske Union utrolig langt fra. Unionen er fuldstændig uigennemsigtig, og befolkningerne kan derfor ikke forhold sig til den. Det giver en meget uhyrlig korruption internt i det Europæiske system. Politikerne lider af magtbrynde og selvhøjtidelighed. Respekten for befolkningerne er næsten ikke til stede. Systemet bliver en organisme som opretholder sig selv og sin egen virkelighedsforståelse. En isoleret isotop.

Derfor kan systemet ikke fungere i længden, et korrupt system i størrelse som EU må nødvendigvis bryde sammen på et tidspunkt. EU har også sine fordele, de store lande holdes i ave mht. ekspansion, men på et tidspunkt vil fordele være langt mindre end ulemperne.
Den største ulempe ved EU er den islamisering som er foregået igennem EU.

Islamiseringen af Europa er et EU projekt, idet islamiseringen sker i de lande der har er med i EU eller har en tilknyting til EU. Årsagen fortåger i det uvisse, men at det er EU der står bag er en logisk slutning på den geografiske udbredning af islamiseringen. Hermed er EU ikke en kilde til fred, men en kilde til ufred.

Det er urealistisk, at Danmark kan melde sig ud af EU hurtigt, det skal være en glidende proces. Derfor vil det første skridt være en oplysning af EU´s handlinger og indflydelse; hvilke love kommer af EU? Hvor stor en del af statsbudgettet går til EU? Hvilke interesser har EU i at islamisere Europa? EU skal oplyses. Ultimativ skal Danmark ud af EU.

Naturen

Mennesket har Gud i sig, en lille flig af sjælen giver mennesket kontakt til Gud. Det er det lys, som fra det indre lyser ud imod andet liv. Ligesom Gud har mennesket tankekraft, og med det følger ansvar, dette ansvar har mennesket snart mistet kontakten til. For ansvaret er ikke kun overfor andre mennesker, men overfor alt liv. Menneskeheden er naturens hyrde.

I dag hvor mennesket næste har mistet taget i denne grundide med eksistensen lider naturen forfærdeligt. Ørknen breder sig hvor mennesket er, specielt i de muslimske lande er den slem. Her spiser muslimerne alt på deres vej, uden tanke på livet omkring sig. Men også Kina er slem til at forurene.

I vesten forsøger vi at tage dette ansvar overfor naturen, men det kan ikke lade sig gøre, uden at resten af jordens befolkning er med på ideen. Ansvaret for naturen er ikke kun vestens, det er hele menneskehedens ansvar. Nogle vil være med til at gribe ansvaret, andre vil ikke, og vil begrave sig i egoisme. Den globale jihad er en sådan egoisme, den handler om muslimernes dominans over andre mennesker, og udelader menneskets ansvar overfor naturen. Hvis den globale jihad lykkes vil hele jordens økosystem falde sammen. For de strukturerer der ligger i Islam forårsager bare ørken og ikke lykke.

Derfor må alle kræfter sættes ind på et reelt forsvar for naturen. Glem alt om at stryge de uansvarlige systemer med hårene, de vil ikke give slip på deres chance for verdensdominans. Det bliver krig, på den ene eller den anden måde.
Verdens udvikling er på et sted i dag, hvor der reelt ikke er plads til flere konkurrerende organisationssystemer. Vi kan kigge med hos hinanden, og det system som har den højeste kvalitet mht. lykke og modstandskraft vil vinde. Det er det den sidste store menneskelige konflikt kommer til at handle om.

Lad os håbe, at det system som har naturen som sine reelle førsteprioritet er det som vinder, ellers ender verden som en gold, trøstesløst, udpint klode. Ikke mere skønhed i træernes susen en sen eftermiddag, ikke mere fløjt fra fuglene en eftermiddag, ørknen vil brede sig. Naturen vil betale.

Dag og dåd er kæmperim

Sol er oppe, skovens toppe
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1817
Melodi: Jørgen Malling, 1866

Sol er oppe, skovens toppe
glimre alt som Gimles tag.
Bud os bringer hanevinger,
hanegal om klaren dag.
Vågner, vågner, danske helte!
springer op og spænder bælte!
dag og dåd er kæmperim,
dag og dåd er kæmperim.

Højt det gjalder, luren kalder
kæmper op af morgen blund,
stolper knage, luer brage,
blusse over grønne lund.
Vågner! ej til gammens tale,
vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd,
Hildurs leg er nu for hånd.

Vågner! skuer borgens buer
i den røde buegang!
Luren gjalder, Lejre falder
under Skuldes jubelsang.
Hjartvar ild i skoven tænder,
bladet falmer, bøgen brænder,
vågne må selv Dan og Skjold,
vågne må selv Dan og Skjold.

Op nu fage for Rolf Krage
kækt at løfte skjold og sværd!
Vel for luer ej han gruer,
men for syn af niddingsfærd.
Ring med glans og sværd med ægge
mild han gav med hænder begge,
hvem tør nu slå ring om ham,
hvem tør nu slå ring om ham!

I sin bolig, tryg og rolig,
slumred sødt den drot så bold,
svenske luer end han kuer
med sit brede dane-skjold.
Men ak! dog han står på gløder,
tryllesværd og trindt han møder,
hvem tør skyde skjold for ham,
hvem tør skyde skjold for ham!

Den, som kaldte! Det tør Hjalte,
det tør Sjællands bondeknøs.
Det tør Bjarke, om i marke
Fenris-ulv end selv var løs,
lyst han har til med god Løve
Odin selv at nå og kløve;
Bodvar Bjarke slår til bunds,
Bodvar Bjarke slår til bunds.

Rolf kan blegne, Bjarke segne,
Hjalte svømme i sit blod,
Lejres buer kan i luer
synke ned for Hjartvars fod.
Marken ej han kan beholde,
før de emmer vorde kolde,
dræber ham den sidste gnist,
dræber ham den sidste gnist.

Sol er oppe, skovens toppe
glimre alt som Gimles tag,
bud os bringer hanevinger,
hanegal om klaren dag.
Vågner! vågner, danske helte!
springer op og spænder bælte!
morgenstund har guld i mund,
morgenstund har guld i mund.

Asger Trier Engberg